Alle har en seksualitet, og sex er en naturlig og selvfølgelig del af det at være voksen. Det ændrer et handicap ikke ved. Det er en del af det at vokse op, at gå fra barn til voksen, lære om sin seksualitet og om sex. Med et fysisk handicap kan det være en særlig udfordring at lære sin krop at kende. For de fleste begynder nysgerrigheden omkring deres seksualitet som ung og i teenagealderen, men for en del med handicap kan det aldersmæssigt også komme senere.
Mulighederne for at leve ens seksualitet ud afhænger i høj grad af, hvordan man bor. Bor man hjemme, og har brug for hjælp, er det næppe noget, man involverer sine forældre i. Så må man søge hjælp og råd hos fortrolige venner eller seksualrådgivere. Bor du på et botilbud, vil det typisk være noget, man vil kunne spørge personalet til råds om. De er uddannet til også at kunne håndtere et så personligt emne som seksualitet og sex.
Uvidenhed eller behovet for hjælp betyder desværre, at mange ignorerer deres behov, seksuelle drift og nysgerrighed. Det er usundt. Derfor er det vigtigt at komme i dialog med andre – og få hjælp og vejledning – så du kan få opklaret dine spørgsmål.
Har du hjælpere, kan det være, de skal involveres, og det kan være en god idé at lave nogle retningslinjer for dem, så de ikke behøver stille unødvendige spørgsmål. Det kan også være, du har behov for hjælpemidler/sexlegetøj til at udleve din seksualitet. Typisk vil mange begynde at eksperimentere seksuelt, når de flytter hjemmefra, men det er – som med alle andre – individuelt.
Du kan søge hjælp og rådgivning her:
I publikationen ’Seksualitet på dagsordenen’ som du kan hente her.
Spørg en seksualvejleder i Spastikerforeningens netrådgivning.